E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
02 Dec 2013 00:06
Forfatter
Simon Griis

I midten af forrige århundrede opstod en indflydelsesrig skole af lærde, som påstod, at Nytestamentes bøger var forfattet meget sent. Brevene var skrevet i det 2. århundrede og evangelierne så sent som i det 4. århundrede. En følgekonklusion måtte blive, at ingen af skrifterne var forfattet af apostlene, som de påstod sig at være. 

Man mente, at alt overnaturligt i skrifterne var lagt til senere af de kristne, og da evangelierne brugte en del plads til at beskrive Jesu undergerninger og mirakler, måtte de placeres meget sent for at give beretningerne tid nok til at udvikle sig. 

Man havde den opfattelse, at Jesus som historisk person blot var et almindeligt menneske. Alt overnaturligt, som vi finder det i evangelierne, var blevet tillagt ham af senere tiders kristne. Derfor mente man, at jo ældre skrifter, man kunne finde, jo mere ville mennesket Jesus træde frem, uden den overnaturlige pragt, som var blevet ham påtvunget af den voksende kirke. 

Disse lærde havde en del "gode kort på hånden". Om de ikke kunne bevise deres påstand, kunne det i hvert tilfælde blive svært at modbevise den, bl.a. af følgende grunde: 

1) Israels jord var meget fattig på skriftsfund. 

2) I den periode, de Nytestamentlige skrifter blev affattet var der selvsagt ikke nogen bogtrykkerkunst. Alt blev skrevet i hånden, hvorfor skrifter var sjældne. 

3) Bøger (Codex) kostede mange penge at fremstille. En bog var en værdifuld genstand. Når Paulus i 2.Tim.4.13 beder Timoteus om at medbringe Paulus´ bøger, især dem på pergament (eller skindbøger), så var det fordi, at de var næsten uerstattelige. 

Til produktionen af et gennemsnits Ny testamente (25x19 cm) i pergament (skind) skulle der skind af 50 - 60 dyr (geder eller får) til. Dette gjorde pergamentskrifter til en sjælden og værdifuld vare. 

4) Evangeliet var i de første århundreder foragtet af de intellektuelle og forkastet af jøderne selv, hvilket publikummet. 

5) De kristne blev forfulgt af de romerske kejsere i de 3 første århundreder, og deres bøger blev brændt. Derfor blev evangelierne og brevene produceret som små bøger, der cirkulerede mellem de troende, indtil Konstantin blev kejser og legaliserede den kristne tro i år 313 e.kr. 

Alligevel har det vist sig, at den kristne tro bredte sig som en steppebrand ud over hele den daværende verden. De Ny Testamentlige bøger blev afskrevet og fordelt ud i alle verdenshjørner. Og nogle af dem har overlevet indtil vore dage, og er fundet inden for de sidste 200 år! Fundet af disse har har gjort det tvingende nødvendigt at revurdere nogle af de liberale synspunkter, som før blev fremholdt så stærkt. 

Faktisk er Ny testamentlige skrifter "sprøjtet" ud af ødemarken de sidste år - og det tyder på, at det ikke er slut endnu. Meget er gået tabt, fordi man ikke vidste, hvad man havde med at gøre. Det, som blev reddet, blev ofte reddet på næsten mirakuløs måde (Læs næste artikel: "De mest fantastiske skriftsfund"). 

Det mest spændende omkring de seneste århundreders skriftsfund er, at selvom de bragte os tættere og tættere på det oprindelige affattelsestidspunkt, så ændredes indholdet ikke, og mennesket Jesus trådte ikke frem for vore øjne. Miraklerne og underne havde været der fra starten! 

Tilligemed viste det sig, at der praktisk talt ikke var nogen forskelle mellem de yngste og de ældste manuskripter. Indholdet var det samme. Alle afskrivere, selvstændige eller under kontrol, under eller efter forfølgelserne, havde afskrevet med største omhu. 

Idag er det almindelig accepteret, at alle bøger er skrevet inden for det første århundrede; Fra år 47 (Jakobs brev) til år 95 (Johannes Åbenbaring). Det kan ikke være anderledes med de fund, som er gjort blot inden for de sidste århundreder. 

Lad mig igen citere én af de mest respekterede videnskabsmænd, når det gælder gamle håndskrifter, Frederic Kenyon: 

"Tidsintervallet mellem den oprindelige affattelsesdato og de første håndskrifter, vi har til vor rådighed, er så lille, at det praktisk talt ingen rolle spiller. Hermed forsvinder også den sidste rest af tvivl om, at skrifterne i alt væsentligt er videregivet os således som de oprindeligt er affattede. Vi kan nu betragte det som endegyldigt bevist, at de nytestamentlige bøger, som vi har dem, både er autentiske og stort set pålidelige.

"dagens by 28-aug-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Vamdrup

Vamdrup Kirke1.JPGVamdrup er en stationsby i Sydjylland med 5.022 indbyggere (2014), beliggende 8 km syd for Lunderskov, 13 km sydøst for Vejen og 15 kilometer sydvest for Kolding. Byen hører til Kolding Kommune og ligger i Region Syddanmark. Vamdrup hører til Vamdrup Sogn, og Vamdrup Kirke ligger i byen.

Terrænet omkring Vamdrup er en forholdsvis flad hedeslette, som bl.a. gennemskæres af den øverste del af Kongeåen, der løber syd for byen. Vest for byen får Kongeåen tilløb af Vamdrup Å, som kommer fra Søgård Sø øst for Vamdrup og løber gennem den nordlige del af byen. I den vestlige del af byen får Vamdrup Å tilløb af Nagbøl Å, som løber gennem Bønstrup Sø nord for byen.

Vamdrup-området har været befolket siden Ældre stenalder. Der er fundet flinteredskaber på Vamdrupgårds marker nær Bønstrup Sø.

Fra bronzealderhøjen Guldhøj i Holt vest for Vamdrup blev der i 1891 udgravet 3 egekistegrave, som i dag er udstillet på Nationalmuseet.

Der er fundet en del tegn på, at området omkring Vamdrup for alvor blev beboet i slutningen af Jernalderen og i Vikingetiden. Navnet "Vamdrup" stammer fra Vikingetiden, og endelsen -drup angiver, at der er tale om en udflytterlandsby. Det menes dog, at navnet har været knyttet til gården Vamdrupgård, som oprindeligt hed Vamdrup.

Vamdrup Kirke er bygget i romansk stil og stammer fra 2. halvdel af det 12. århundrede. Den er større end de fleste landsbykirker, hvilket peger på en tilknytning til Vamdrupgård samt på, at området har været ganske tæt befolket allerede i den tidlige Middelalder.

Af Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 kan udledes, at Vamdrup allerede i den tidlige Middelalder var en del af Anst Herred og dermed en del af Nørrejylland. Da landet senere blev inddelt i sysler, kom Vamdrup med i Almindsyssel, som også er en del af Nørrejylland og i øvrigt var underlagt kongen.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Hvis vi virkelig tror, at himmelens Gud elsker at besvare vores bønner, så vil vi helt automatisk formes til et folk, der elsker at bede til ham.
frit efter Andrew Murray